Giver the med citron syreskader på tænderne?

25. marts 2010  
Arkiveret i Tænder

Spørgsmål:

Hej
Læste lige artiklen om syreskader. Jeg drikker ca. 1 liter te om dagen. Det halve af gangene presser jeg citron i. Kan det også i det lange løb give syreskader?
Jeg spiser en appelsin hver morgen – ville det være bedre for mine tænder, hvis jeg spiste melon eller lign? Jeg er 55 år og har flotte tænder.
På forhånd tak.

Susanne

Svar:

Kære Susanne,

The i sig selv giver ikke syreskader da det har en neutral PH værdi. Når du putter citronsaft i din the, sænker du PH værdien, hvilket kan give syreskader på tænderne. Men brug af dette en gang imellem giver ikke skader på tænderne. Hvis du spiser appelsin hver morgen, ville jeg begrænse det og supplere med en neutral frugt, som du selv er inde på, fx. melon. Undgå endvidere at børste tænder efter du har spist eller drukket noget surt. Spørg din tandlæge om du har syreskader på dine tænder hvis du er bekymret.

Håber du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen

Tandlæge Joan Olsen

www.tandpleje.dk/brevkassen

Tandpleje.dk™ – Vejen til sundere tænder

Vigtigt!

Spørgsmål besvaret af tandlægen kan blive lagt ud på portalen i anonym skikkelse. Vi kan dog ikke garantere svar på alle spørgsmål, og svar fra tandlægen kan aldrig erstatte dialog eller konsultation med egen læge. Et svar gennem brevkassen skal udelukkende opfattes som oplysende materiale.

Brugerbetingelser:
http://www.tandpleje.dk/kontakt/brugerbetingelser

Vand med citronsaft ætser tænderne

6. maj 2009  
Arkiveret i Nyheder

Cola, Juice og smoothies er langt fra de eneste drikkevarer man skal passe på med, hvis man vil undgå syreskader på tænderne. Vand med citron- eller limeskiver er nemlig næsten lige så skidt for tænderne som eksempelvis cola.

Sommer, sol og kolde drikke
Nu sommeren nærmer sig hastigt, stiger behovet for kolde drikke til at stille tørsten med i takt med temperaturen. På cafeer og restauranter er iskoldt postevand med friske citron- eller limeskiver blevet meget populære blandt de unge, som et “sundt” alternativ til de ofte sukkerfyldte sodavand, som også kan være meget syrlige.

Men drikker du citronvand mere end én gang om dagen, risikerer du at emaljen på dine tænder ætser og allerede efter en enkelt sommers forbrug kan du se frem til en klækkelig regning fra tandlægen på flere tusinder af kroner, skriver Urban. En af landets førende forskere indenfor tandsygdomme, overtandlæge Ulla Pallesen kalder tanderosion for en regulær folkesygdom.

Ætsning af tænderne
“Det skader tænderne i næsten samme grad som cola. Jo flere citronskiver, man tager i en kande vand, jo mere emalje ætses der. Der er ingen tvivl om, at pH-værdien ryger væsentligt under de 5.5, som vores tænder kan tåle”, fortæller Ulla Pallesen, der dagligt arbejder med og underviser i tandsygdomme på Københavns Universitet, til Urban. “Emaljen ætses langsomt, men sikkert, selv om man intet mærker eller kan se i starten”, forklarer overtandlæge Ulla Pallesen videre.

Hendes forskning viser, at ætsning af tænderne er et stort problem blandt danske unge under 30 år. Og hun skønner at hyppigheden af lidelsen kun overgås af caries og paradentose. Den første og eneste undersøgelse om antallet af syreskader hos teenagere, blev lavet i 2001 af Århus kommune i samarbejde med Den Kommunale Tandplejen i Århus. Denne undersøgelse viste at hver sjette mellem 15 og 17 år havde svære syreskader på tænderne.

Hvordan kan man beskytte sig mod syreskader
Kan man ikke holde sig fra citronvand, og andre syreholdige drikke, bør man begrænse indtaget til maksimalt én gang om dagen. Det værste man kan gøre er at drikke det hyppigt og med jævne mellemrum igennem dagen, da det tager tid for mundens og tændernes pH værdi at stabilisere sig igen. Konsekvensen af hyppige syrebad af tænderne kommer snigende, og man kan ikke fuldstændig børste sig fri for dem. Faktisk bør man undgå at børste tænderne lige efter indtagelse af sure drikkevarer, og i stedet for skylle munden med rent vand umiddelbart efter indtaget. Syreholdige drikke bør heller ikke indtages med små mundfulde over lang tid, men bør i stedet for nydes hurtigt eller med sugerør.

Man bør endvidere være opmærksom på, at overdreven spisning af sur frugt – som citroner og appelsiner -, samt tygning af surt slik – som f.eks. vingummi – kan opløse emaljen og give syreskader.