Ny forskning: Mundskyl er sundhedsskadeligt

27. april 2012  
Arkiveret i Nyheder

Der reklameres massivt for diverse slags mundskyl i fjernsynet. Der lægges op til at mundskyl kan kurere alt fra dårlig ånde til parforhold, men nu viser ny forskning, at der er en bagside af medaljen. Mundskyllemidler indeholder nemlig ofte antibakterielle stoffer og indtager man for mange af dem kan det i sidste ende betyde, at man udvikler resistens overfor antibiotika, skriver DR Nyheder.

Fare for resistens
Hos Tandlægeforeningen er man netop blevet gjort opmærksom på problemet.

– De mundskyllevæsker der findes, indeholder enten alkohol eller antibakterielle midler, og hvis man putter antibakterielle midler i noget, som man bruger hver eneste dag, så vil det være uhensigtsmæssigt, fordi der kan opstå resistens, forklarer Ole Marker, der er tandlæge og underdirektør i Tandlægeforeningen.

Bliver man resistent overfor antibiotika kan det betyde, at kroppen får vanskeligere ved at bekæmpe infektioner for eksempel i mundhulen eller andre steder i kroppen.

Mundskyl bør ikke bruges
Resultaterne blev torsdag præsenteret ved Tandlægeforeningens Årskursus af den norske professor og tandlæge Anne Scheie, der står bag forskningen. Hun anbefalede, at man generelt slet ikke skal bruge mundskyl.

– Generelt er det sådan, at normale sunde mennesker ikke skal bruge sådanne produkter. De skal i stedet lære at bruge deres tandbørste, tandtråd og at børste imellem tænderne. Det er i det lange løb også det billigste for patienterne siger Ole Marker.

Kun symbolsk værdi
Der er ikke meget godt at sige om mundskyl ifølge Tandlægeforeningen.

– Det eneste jeg kan se, som tandlæge er, at nogle mennesker synes, det er blevet mere interessant at passe sin mund. Men vi vil ikke anbefale, at man gør det hver dag, fordi det ikke er nødvendigt for den normale patient, forklarer Ole Marker.

Ifølge Ole Marker findes der en meget lille gruppe af mennesker, hvor mundskyl kan gavne og han anbefaler, at man spørger hos sin tandlæge, hvis man er i tvivl.

Reklamer for tandpasta og mundskyl skyder langt over målet

14. april 2010  
Arkiveret i Nyheder

En ren mund i op til 12-24 timer. Sådan lyder det ofte i reklamer for tandpasta og mundskyllemidler, men påstandene i reklamerne er ofte direkte usande. Derfor går mange forbrugere rundt med helt urealistiske forestillinger om, hvad den type produkter kan udrette. Det siger ledende tandlæge Bo Danielsen, der sætter fokus på problemet på Tandlægeforeningens Årskursus 2010.

En tandbørstning kan ikke erstattes af et fancy produkt, der lover guld og grønne skove. Man kan nemlig ikke skyde genvej til en sund mundhygiejne. Man er nødt til at gøre en egen indsats ved at huske at børste sine tænder grundigt. Desuden er fluor i tandpastaen det allervigtigste for at undgå at få huller i tænderne, lyder det fra ledende tandlæge, MBA, MIL Bo Danielsen fra SKT, Tandlægeskolen i Århus. Bo Danielsen er blandt oplægsholderne på Tandlægeforeningens Årskursus, som finder sted 15.-17. april 2010 i Bella Center i København.

Tandpasta og mundskyllevæsker kan være med til at gøre tandbørstningen lidt mere behagelig og give en følelse af renhed og friskhed i munden. Men hvis det virkelig var sådan, at disse produkter i sig selv kunne holde munden ren i op til 12-24 timer, så ville vi tandlæger nok være informeret om det, siger Bo Danielsen.

Mit råd til forbrugerne: “Drop de dyre produkter, børst dine tænder grundigt med en tandpasta, der indeholder fluor”, understreger Bo Danielsen.

Han sætter sammen med tandlæge, ph.d. Alan Richards fokus på, hvilke råd tandlægerne og tandplejerne kan give deres patienter om brugen af tandpasta og mundskyllevæsker på Tandlægeforeningens Årskursus 2010. Årskursus er Danmarks største kursusarrangement inden for tandpleje og samler i år over 3000 tandlæger, tandplejere, klinikassistenter og andre med interesse for tandsundhed.