Fjernet visdomstand, men ingen sting?

19. september 2011  
Arkiveret i Behandling

Spørgsmål:

Hej Tandlæge Brevkasse,
jeg fik opereret en visdomstand ud i dag, der lå nærmest vandret i kæben i højre side. Jeg har ikke specielt ondt, jeg kan tygge og tale uden problemer, men er meget øm oppe under kæben, også når jeg drejer hovedet. Det er vel, hvad man kan forvente efter et indgreb, men jeg har læst andres indslag, og det virker som om, de alle er blevet syet? Det er jeg ikke – det bløder en del, hvis jeg nyser eller spænder mine mavemuskler og der er et stort sort hul ned i højre side af min undermund. Er det nødvendigt at blive syet efter sådan en operation, for er lidt nervøs med hensyn til indtagelse af eksempelvis cola, som jeg har et nært forhold til (jeg er bekendt med syreskader, så det er ikke en del af mit spørgsmål), men er der nogen former for føde eller drikkevarer, der helst ikke må komme i det åbne krater?

Mvh Cæcilie

Svar:

Kære Cæcilie

Det er meget almindeligt at man bliver syet efter en operation. Men din tandlæge har vel vurderet at det evt. ikke var nødvendigt i dit tilfælde. Du bør opsøge tandlægen igen hvis du er urolig. Men du må da gerne drikke Cola 🙂

Håber du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen

Tandlæge Joan Olsen

www.tandpleje.dk/brevkassen

Tandpleje.dk™ – Vejen til sundere tænder

Vigtigt!

Spørgsmål besvaret af tandlægen kan blive lagt ud på portalen i anonym skikkelse. Vi kan dog ikke garantere svar på alle spørgsmål, og svar fra tandlægen kan aldrig erstatte dialog eller konsultation med egen læge. Et svar gennem brevkassen skal udelukkende opfattes som oplysende materiale.

Brugerbetingelser:
http://www.tandpleje.dk/kontakt/brugerbetingelser

Lavere sukkerafgifter giver dårligere tænder

25. marts 2010  
Arkiveret i Nyheder

Det er en bombe under især børns og unges tandsundhed, at sukkerafgifterne er faldet hvert år siden 2001. Det siger Tandlægeforeningens formand Susanne Andersen i en kommentar til nye oplysninger fra Skatteministeriet.

– Vi kan se, at portionerne er blevet større gennem de seneste ti år, og det er vel næppe usandsynligt, at det har noget at gøre med de gradvise afgiftsnedsættelser. Slikposerne er blevet større, og det samme er sodavandsflaskerne. Mens de største sodavandsflasker for ti år siden rummede 1½ liter, er vi nu oppe på 2 liter. Og det er et stort problem for tænderne. De store flasker frister især børn og unge til have en sodavand stående og tage en slurk af den med jævne mellemrum. På den måde kommer tænderne i et konstant syrebad, og syren i sodavand kan i værste fald ætse tandemaljen væk, siger Susanne Andersen.

Undersøgelser har vist, at hver 7. teenager i større eller mindre grad har syreskader på tandemaljen.

Ud over syreskaderne er sukker i sodavand og slik en af de store syndere, når det gælder huller i tænderne. Tendensen har i mange år været, at danskerne får færre og færre huller i tænderne, men Susanne Andersen er bange for, at den positive udvikling vil stoppe, hvis indtaget af sukker bliver ved med at stige.

Nærmere oplysninger kan fås hos Tandlægeforeningen ved henvendelse til kommunikationsmedarbejder Maj Falcon på 70 25 77 11 eller kommunikationschef Claus Jørgensen på 70 25 77 11 eller 21 26 56 98.

Giver the med citron syreskader på tænderne?

25. marts 2010  
Arkiveret i Tænder

Spørgsmål:

Hej
Læste lige artiklen om syreskader. Jeg drikker ca. 1 liter te om dagen. Det halve af gangene presser jeg citron i. Kan det også i det lange løb give syreskader?
Jeg spiser en appelsin hver morgen – ville det være bedre for mine tænder, hvis jeg spiste melon eller lign? Jeg er 55 år og har flotte tænder.
På forhånd tak.

Susanne

Svar:

Kære Susanne,

The i sig selv giver ikke syreskader da det har en neutral PH værdi. Når du putter citronsaft i din the, sænker du PH værdien, hvilket kan give syreskader på tænderne. Men brug af dette en gang imellem giver ikke skader på tænderne. Hvis du spiser appelsin hver morgen, ville jeg begrænse det og supplere med en neutral frugt, som du selv er inde på, fx. melon. Undgå endvidere at børste tænder efter du har spist eller drukket noget surt. Spørg din tandlæge om du har syreskader på dine tænder hvis du er bekymret.

Håber du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen

Tandlæge Joan Olsen

www.tandpleje.dk/brevkassen

Tandpleje.dk™ – Vejen til sundere tænder

Vigtigt!

Spørgsmål besvaret af tandlægen kan blive lagt ud på portalen i anonym skikkelse. Vi kan dog ikke garantere svar på alle spørgsmål, og svar fra tandlægen kan aldrig erstatte dialog eller konsultation med egen læge. Et svar gennem brevkassen skal udelukkende opfattes som oplysende materiale.

Brugerbetingelser:
http://www.tandpleje.dk/kontakt/brugerbetingelser

Syreskader især udbredt blandt teenagedrenge

6. august 2009  
Arkiveret i Nyheder

Hver tredje 16-årige dreng i Frederiksberg Kommune har syreskader på tænderne, der betyder ætsning af tandemaljen. Cola, sodavand og andre læskedrikke formodes at være hovedårsag til syreskaderne – i fagsprog kaldet erosioner. Resultatet stammer fra en undersøgelse, der er foretaget af Frederiksberg Kommunes Tandpleje, og som præsenteres i Tandlægebladet.

Generelt har mere end hver syvende af de 12-17-årige i Frederiksberg Kommune syreskader på tænderne. Problemet ses hyppigst blandt drenge, og skaderne bliver værre, jo ældre man bliver.

I Tandlægebladet præsenterer overtandlæge Lene Esmark fra Frederiksberg Kommunes Tandpleje resultaterne af en undersøgelse af omfanget og sværhedsgraden af erosioner blandt 2.151 af kommunens børn og unge i 12-17-års alderen.

Ifølge undersøgelsen har 313 af de unge svarende til 14,6 pct. mindst én tand med syreskader. Fem har så voldsomme skader, at store områder på minimum én tand er helt uden emalje.

I alle aldersgrupperne er forekomsten af syreskader højest hos drengene, især i 15-16-års alderen. Blandt de 16-årige eksempelvis har 7,6 pct. af pigerne syreskader, mens det samme gælder for hele 32,8 pct. af drengene. Den store kønsforskel udlignes en smule efter 16-års alderen, men problemet er fortsat mest udbredt blandt drengene. De fem personer med den alvorligste type af erosioner er også alle drenge.

Generelt ses det, at problemet med syreskader stiger med alderen. Jo ældre de unge bliver, des hyppigere er forekomsten af syreskader, ligesom sværhedsgraden af skaderne også øges.

Frederiksberg Kommunes Tandpleje vil nu arbejde videre på at udvikle målrettede forebyggelsesprogrammer i form af vejledning og oplysning. Indsatsen skal især rettes mod drenge og bør iværksættes allerede fra 12-års alderen.


Læs mere i Tandlægebladet nr. 9 2009 eller på www.tandlaegebladet.dk

Skole indfører fælles tandbørstning til morgensamlingen

10. juni 2009  
Arkiveret i Nyheder

På trods af at eleverne på Frøslev-Padborg Skole er gode til at børste tænder, har flere af eleverne omfattende syreskader på tænderne. Den Kommunale Tandpleje sætter nu fokus på problemet med projektet “Stop Syreskader – og huller i tænderne”, og har derfor indført fælles tandbørstning i hele juni måned.

Gebis inden de er fyldt 18 år
På Førslev-Padborg Skolen har de flere elever, som allerede nu har svære syreskader på tænderne. Fortsætter eleverne med det store forbrug af søde drikkevarer, specielt cola, vil mange af eleverne kunne vinke pænt farvel til deres tænder og kunne sige goddag til gebis, allerede inden de er fyldt 18 år. Der er konstateret syreskader på tænderne hos hvert sjette barn under 18 år og problemet er stigende.

Både tandlæger og tandplejere kan fortælle, at på Frøslev-Padborg Skole lider mange børn af syreskader. Og en mulig årsag til problemerne på denne skole kan skyldes byens nære beliggenhed til de mange fristende tilbud fra grænsebutikkerne, der sælger billig slik, juicer og sodavand i mega størrelser.

Projekt “Stop Syreskader – og huller i tænderne”
For at sætte fokus på syreskader har den kommunale tandpleje skudt projektet “Stop Syreskader” i gang på Frøslev-Padborg Skole. Projektet blev indledt den 2. juni med store tandbørstningsdag, hvor alle eleverne fik udleveret en vanddunk, tandbørste og tandpasta. Dernæst var der fælles tandbørstning i den store hal.

Fælles tandbørstning til morgensamlingen

Fælles tandbørstning til morgensamlingen

Projektet fortsætter hele juni måned, hvor den kommunale tandpleje vil forsøge at sætte fokus på syreskader og få tandbørstning på programmet hver morgen. Til morgensamlingerne vil eleverne løbende få mere information om hvordan de kan undgå syreskader.

Hver mandag og torsdag er der fælles tandbørstning imens eleverne får lov til at se på en power-point præsentation med billeder af syreskader, kost og tandbørsteinstruktion. Brochurer og andet oplysningsmateriale udleveres også til eleverne. Ligesom den kommunale tandpleje vil være til stede hver mandag og torsdag. Der vil de øvrige ugedage være fælles tandbørstning i klasselokalerne.

På skolens bibliotek vil der i hele perioden være en udstilling om kost og drikkevarer. I alt vil der være to udstillinger, en om sukker og en om PH-syre i drikkevarer. Projektgruppen har også lavet banner, plakater og brochurer til eleverne. Og en meddelelse er også sendt til hvert hjem om projektet.

Frøslev-Padborg Skole vil i perioden være fuldstændig fri for juicer, sodavand, og andre syreholdige drikke. Og skolens kantine, “Boden”, vil i perioden kun sælge vand og mælk – og andre ikke syreholdige drikke. Forældrene har også fået en opfordring om aktiv deltagelse, ligesom alle forældre er velkomne til arrangementerne.

Projektet slutter onsdag den 24. juni med fælles tandbørstning og evaluering af projektet. En del af projekt “Stop Syreskader – og huller i tænderne” vil tandplejen også bruge på andre skoler end Frøslev-Padborg Skolen, i det omfang det kan lade sig gøre.

Vand med citronsaft ætser tænderne

6. maj 2009  
Arkiveret i Nyheder

Cola, Juice og smoothies er langt fra de eneste drikkevarer man skal passe på med, hvis man vil undgå syreskader på tænderne. Vand med citron- eller limeskiver er nemlig næsten lige så skidt for tænderne som eksempelvis cola.

Sommer, sol og kolde drikke
Nu sommeren nærmer sig hastigt, stiger behovet for kolde drikke til at stille tørsten med i takt med temperaturen. På cafeer og restauranter er iskoldt postevand med friske citron- eller limeskiver blevet meget populære blandt de unge, som et “sundt” alternativ til de ofte sukkerfyldte sodavand, som også kan være meget syrlige.

Men drikker du citronvand mere end én gang om dagen, risikerer du at emaljen på dine tænder ætser og allerede efter en enkelt sommers forbrug kan du se frem til en klækkelig regning fra tandlægen på flere tusinder af kroner, skriver Urban. En af landets førende forskere indenfor tandsygdomme, overtandlæge Ulla Pallesen kalder tanderosion for en regulær folkesygdom.

Ætsning af tænderne
“Det skader tænderne i næsten samme grad som cola. Jo flere citronskiver, man tager i en kande vand, jo mere emalje ætses der. Der er ingen tvivl om, at pH-værdien ryger væsentligt under de 5.5, som vores tænder kan tåle”, fortæller Ulla Pallesen, der dagligt arbejder med og underviser i tandsygdomme på Københavns Universitet, til Urban. “Emaljen ætses langsomt, men sikkert, selv om man intet mærker eller kan se i starten”, forklarer overtandlæge Ulla Pallesen videre.

Hendes forskning viser, at ætsning af tænderne er et stort problem blandt danske unge under 30 år. Og hun skønner at hyppigheden af lidelsen kun overgås af caries og paradentose. Den første og eneste undersøgelse om antallet af syreskader hos teenagere, blev lavet i 2001 af Århus kommune i samarbejde med Den Kommunale Tandplejen i Århus. Denne undersøgelse viste at hver sjette mellem 15 og 17 år havde svære syreskader på tænderne.

Hvordan kan man beskytte sig mod syreskader
Kan man ikke holde sig fra citronvand, og andre syreholdige drikke, bør man begrænse indtaget til maksimalt én gang om dagen. Det værste man kan gøre er at drikke det hyppigt og med jævne mellemrum igennem dagen, da det tager tid for mundens og tændernes pH værdi at stabilisere sig igen. Konsekvensen af hyppige syrebad af tænderne kommer snigende, og man kan ikke fuldstændig børste sig fri for dem. Faktisk bør man undgå at børste tænderne lige efter indtagelse af sure drikkevarer, og i stedet for skylle munden med rent vand umiddelbart efter indtaget. Syreholdige drikke bør heller ikke indtages med små mundfulde over lang tid, men bør i stedet for nydes hurtigt eller med sugerør.

Man bør endvidere være opmærksom på, at overdreven spisning af sur frugt – som citroner og appelsiner -, samt tygning af surt slik – som f.eks. vingummi – kan opløse emaljen og give syreskader.