Børn i Kalundborg har flere huller end gennemsnittet

14. september 2009  
Arkiveret i Nyheder

Et lokalsamarbejdsudvalg indenfor den kommunale tandpleje advarer imod et spareforslag, der lægger op til at børnene først skal indkaldes til tandeftersyn ved to års alderen i stedet for som nu ved et års alderen.

Hvert syvende barn bor i et socialt belastet hjem
Lokalsamarbejdsudvalget anfører at hvert syvende barn i Kalundborg kommune kommer fra et socialt belastet hjem, og at dette kan aflæses på cariestallene, skriver Nordvestnyt. Personalet i den kommunale tandpleje i Kalundborg finder flere huller i tænderne hos kommunens børn og unge end gennemsnittet i regionen.

Forebyggelse er vejen frem
Udvalget gør opmærksom på, at den nyeste forskning viser at forebyggelse er vejen frem – og jo før jo bedre. Og at det især er vigtigt med en tidlig indsats, når der er tale om børn fra socialt belastede hjem. Samarbejdsudvalget mener, at den negative udvikling med børnenes tandsundhed vil forstærkes, hvis tandsynet udsættes med et år.

Forældre tager ikke ansvar for børnenes tandsundhed

1. september 2009  
Arkiveret i Nyheder

To ud af fem forældre trodser Tandlægeforeningens anbefalinger, og hjælper ikke deres børn med at børste tænder, viser en ny undersøgelse foretaget af Codan Forsikring. I følge undersøgelsen har næsten hvert fjerde barn under 11 år i dag ét eller flere huller i tænderne. Imens 44 procent af alle børn spiser slik to til tre gange om ugen.

Forældre hjælper ikke med tandbørstningen
“Vores kunder er generelt rigtigt gode til at anmelde deres børns tandskader og er faktisk bekymrede for, om der sker noget med deres børns tænder, hvilket er meget positivt. Derfor kan det undre, at mange forældre har mistet interessen for tandbørstningen på deres børn på et tidspunkt, hvor børnene har allermest brug for det,” siger Codans pressechef, Jens Nüchel, og henviser til, at børn får blivende tænder allerede fra 6-årsalderen.

Et barns mælketænder bliver udskiftet når barnet er mellem seks og tolv år. Og barnets finmotorik er ikke udviklet nok, til at det selv kan håndtere tandbørstningen, før barnet er omkring 10 år. Derfor er anbefalingen til alle forældre, at de skal hjælpe barnet med tandbørstningen, indtil barnet er mindst 10 år. I 12-14 års alderen kommer barnets tolvårstænder, som sidder bagved seksårstænderne. Og indtil barnet selv kan holde tænderne ordentlig rene, bør forældrene hjælpe til med tandbørstningen i hvert fald en gang om dagen.

I Tandlægeforeningen er man opmærksomme på problemet og her mener man at forældrene i den såkaldte “nul-huller-generation, har lagt ansvaret for deres børns tandsundhed fra sig, når hele 40 procent af forældrene ikke hjælper børnene med at holde tænderne rene.

“Den såkaldte ‘nul-huller-generation’, som er vokset op med flour-skylninger i skolen, er blevet voksen. I den generation er der en tendens til at lægge ansvaret for deres børns tænder over på tandlægen; at det er tandlægen, der sørger for, at børnene ikke får huller. En del forældre i denne generation ser ikke tandbørstning som noget, de skal varetage for deres børn, fordi så få af dem selv har oplevet at have huller i tænderne. Tandplejen er stadig ofte placeret på skolerne eller kommer på skolerne, men intervallerne mellem børns tandlægebesøg er i de senere år øget. Derfor er det så meget desto vigtigere at forældrene påtager sig deres ansvar for at hjælpe børnene med tandbørstningen, indtil børnene er 10-12 år,” siger odontologisk konsulent i Tandlægeforeningen Birthe Cortsen.

Forældrene ved ikke hvad der truer deres børns tænder
“Over 60 procent af forældrene bekymrer sig over, om børnene falder og slår tænderne, mens den reelle risiko for tandskade ligger i, at forældrene faktisk fylder deres børn med slik. Der er en overdrevet frygt for, at børnene falder og slår sig,” siger pressechef Jens Nüchel, Codan.

Børnene spiser sukkerholdige sager flere gange om ugen
Codan Forsikring er i gang med en større generel undersøgelse om børnesundhed, som blandt andet har fokus på danskernes problemer med stigende fedme og dårlige tandsundhed. En af årsagerne lader til at være, at børnene bliver fodret med slik fra de er helt spæde.

I følge undersøgelsen får tre procent af alle børn mellem 0 og 2 år slik dagligt. Imens 32 procent af denne aldersgruppe bliver fodret med slik, kager eller andre sukkerholdige sager, to til tre gange om ugen.

1 ud af 10 børn mellem 10 og 12 år spiser slik dagligt. Og for de 13 til 15 år gamle børn er tallet 11 procent, imens 12 procent af de 16 til 17 årige spiser slik hver dag. Samlet set spiser 44 procent af alle børn slik to til tre gange om ugen.

Undersøgelsen er foretaget i perioden 16. – 18. juni 2009. Og 1018 respondenter har deltaget i undersøgelsen.

Kommunal tandpleje i frit forfald

21. maj 2009  
Arkiveret i Nyheder

Tandlægestole der bliver lappet med gaffa-tape og som under behandling må understøttes med klinikassistentens knæ for at de ikke skal falde sammen. Det kan de 840 børn der står på venteliste i Nordfyns kommune kan se frem til.

I følge Fyens Stiftstidende er udstyret i den nordfynske kommunale tandpleje i så stærkt forfald at det rent ud sagt faldt fra hinanden, hvis ikke det var for gaffa-tape og klinikassistenternes fysiske støtte under behandling. Også boremaskinerne er så ødelagte at de overopheder, fodpedaler der også må repareres med gaffa-tape og udslidte nakkestøtter som klinikassistenter må holde oppe med knæene for at sikre, at de større børns hoveder ikke pludselig falder bagover under behandling.

Nordfyns Kommune erkender problemet
I en intern undersøgelse får over halvdelen af kommunens 12 tandlægestole med tilhørende udstyr, som står på kommunens fire tandklinikker, dumpekarakter. Stolene er så gamle, at man ikke længere kan skaffe reservedele. Og alene sidste år løb vedligeholdelsen op i 124.000 kroner.

Ud over de omfattende problemer med udstyret på kommunens tandklinikker, står der i øjeblikket ikke mindre end 840 børn på venteliste til alt fra almindelig undersøgelse til bøjle-behandling.