”Sød” kulturel baggrund påvirker småbørns cariesrisiko

10. april 2010  
Arkiveret i Nyheder

Hvis mor og far har en kort uddannelse eller ikke-vestlig baggrund er risikoen for caries hos børn markant større end hos gennemsnittet. Det viser en ny norsk undersøgelse, offentliggjort i Community Dentistry and Oral Epidemiology.

I undersøgelsen fik 523 børn foretaget tandundersøgelse, mens forældrene besvarende spørgsmål om socioøkonomiske forhold og om egne tandplejevaner. I gruppen af forældre med ikke vestlig baggrund og kort uddannelse havde børnene henholdsvis ni og tolv gange så stor risiko for begyndende caries i emaljen og tandbenet. Dette skyldes et for stort sukkerindtag og manglede regelmæssig tandbørstning.

Ikke-vestlig baggrund og kort uddannelse
“I gruppen forældre med ikke vestlig baggrund og kort uddannelse havde børnene henholdsvis ni og 12 gange så stor sandsynlighed for at have begyndende caries i emaljen og i dentinen. Men konfidensintervallerne for disse sandsynligheder var ganske store, dvs. behæftet med en del usikkerhed – og man skal også lægge mærke til, at det drejer sig om 24 børn ud af i alt 523”, siger Dorthe Holst, professor i samfundsodontologi ved Oslo Universitet, og tilføjer:

“Meget tyder på, at der ligger en »sød«, og ikke alt for systematisk tandbørstekultur bag tallene. Småbørnskulturen i en del ikke vestlige familier er anderledes end det, der efterhånden karakteriserer de fleste nordiske. Vi finder også høj cariesaktivitet blandt norske børn, men det er snarere en mestrings- end en kulturudfordring. Heldigvis har undersøgelser af samme problemstilling, blandt 14-16-årige børn og unge i Oslo, vist, at forskellene viskes ud. En god og respektfuld kommunikation med de aktuelle risikofamilier skulle kunne give gode resultater”.


Læs mere i Tandlægebladet nr. 4 2010 eller på www.tandlaegebladet.dk

Bedre mundhygiejne kan redde respiratorpatienters liv

10. april 2010  
Arkiveret i Nyheder

En af de hyppigste komplikationer hos patienter på hospitalernes intensivafdelinger er lungebetændelse. Lungeinfektion i forbindelse med respiratorbehandling rammer ikke alene ældre mennesker, men svækkede patienter i alle aldre. I en stor amerikansk undersøgelse, som for nylig er publiceret i American Journal of Critical Care, har forskere undersøgt effekten af at udføre udvidet mundhygiejne med bl.a. sug, rensning og tandbørstning to gange dagligt på respiratorbehandling.

I mange tilfælde er det nemlig bakterier fra mundhulen som er årsag til komplikationerne – og grundig mundhygiejne kan ifølge undersøgelsen nedsætte risikoen for lungebetændelsen og de deraf følgende omkostninger, skriver Tandlægebladet.


Læs mere i Tandlægebladet nr. 4 2010 eller på www.tandlaegebladet.dk

Forældre tager ikke ansvar for børnenes tandsundhed

1. september 2009  
Arkiveret i Nyheder

To ud af fem forældre trodser Tandlægeforeningens anbefalinger, og hjælper ikke deres børn med at børste tænder, viser en ny undersøgelse foretaget af Codan Forsikring. I følge undersøgelsen har næsten hvert fjerde barn under 11 år i dag ét eller flere huller i tænderne. Imens 44 procent af alle børn spiser slik to til tre gange om ugen.

Forældre hjælper ikke med tandbørstningen
“Vores kunder er generelt rigtigt gode til at anmelde deres børns tandskader og er faktisk bekymrede for, om der sker noget med deres børns tænder, hvilket er meget positivt. Derfor kan det undre, at mange forældre har mistet interessen for tandbørstningen på deres børn på et tidspunkt, hvor børnene har allermest brug for det,” siger Codans pressechef, Jens Nüchel, og henviser til, at børn får blivende tænder allerede fra 6-årsalderen.

Et barns mælketænder bliver udskiftet når barnet er mellem seks og tolv år. Og barnets finmotorik er ikke udviklet nok, til at det selv kan håndtere tandbørstningen, før barnet er omkring 10 år. Derfor er anbefalingen til alle forældre, at de skal hjælpe barnet med tandbørstningen, indtil barnet er mindst 10 år. I 12-14 års alderen kommer barnets tolvårstænder, som sidder bagved seksårstænderne. Og indtil barnet selv kan holde tænderne ordentlig rene, bør forældrene hjælpe til med tandbørstningen i hvert fald en gang om dagen.

I Tandlægeforeningen er man opmærksomme på problemet og her mener man at forældrene i den såkaldte “nul-huller-generation, har lagt ansvaret for deres børns tandsundhed fra sig, når hele 40 procent af forældrene ikke hjælper børnene med at holde tænderne rene.

“Den såkaldte ‘nul-huller-generation’, som er vokset op med flour-skylninger i skolen, er blevet voksen. I den generation er der en tendens til at lægge ansvaret for deres børns tænder over på tandlægen; at det er tandlægen, der sørger for, at børnene ikke får huller. En del forældre i denne generation ser ikke tandbørstning som noget, de skal varetage for deres børn, fordi så få af dem selv har oplevet at have huller i tænderne. Tandplejen er stadig ofte placeret på skolerne eller kommer på skolerne, men intervallerne mellem børns tandlægebesøg er i de senere år øget. Derfor er det så meget desto vigtigere at forældrene påtager sig deres ansvar for at hjælpe børnene med tandbørstningen, indtil børnene er 10-12 år,” siger odontologisk konsulent i Tandlægeforeningen Birthe Cortsen.

Forældrene ved ikke hvad der truer deres børns tænder
“Over 60 procent af forældrene bekymrer sig over, om børnene falder og slår tænderne, mens den reelle risiko for tandskade ligger i, at forældrene faktisk fylder deres børn med slik. Der er en overdrevet frygt for, at børnene falder og slår sig,” siger pressechef Jens Nüchel, Codan.

Børnene spiser sukkerholdige sager flere gange om ugen
Codan Forsikring er i gang med en større generel undersøgelse om børnesundhed, som blandt andet har fokus på danskernes problemer med stigende fedme og dårlige tandsundhed. En af årsagerne lader til at være, at børnene bliver fodret med slik fra de er helt spæde.

I følge undersøgelsen får tre procent af alle børn mellem 0 og 2 år slik dagligt. Imens 32 procent af denne aldersgruppe bliver fodret med slik, kager eller andre sukkerholdige sager, to til tre gange om ugen.

1 ud af 10 børn mellem 10 og 12 år spiser slik dagligt. Og for de 13 til 15 år gamle børn er tallet 11 procent, imens 12 procent af de 16 til 17 årige spiser slik hver dag. Samlet set spiser 44 procent af alle børn slik to til tre gange om ugen.

Undersøgelsen er foretaget i perioden 16. – 18. juni 2009. Og 1018 respondenter har deltaget i undersøgelsen.

Skole indfører fælles tandbørstning til morgensamlingen

10. juni 2009  
Arkiveret i Nyheder

På trods af at eleverne på Frøslev-Padborg Skole er gode til at børste tænder, har flere af eleverne omfattende syreskader på tænderne. Den Kommunale Tandpleje sætter nu fokus på problemet med projektet “Stop Syreskader – og huller i tænderne”, og har derfor indført fælles tandbørstning i hele juni måned.

Gebis inden de er fyldt 18 år
På Førslev-Padborg Skolen har de flere elever, som allerede nu har svære syreskader på tænderne. Fortsætter eleverne med det store forbrug af søde drikkevarer, specielt cola, vil mange af eleverne kunne vinke pænt farvel til deres tænder og kunne sige goddag til gebis, allerede inden de er fyldt 18 år. Der er konstateret syreskader på tænderne hos hvert sjette barn under 18 år og problemet er stigende.

Både tandlæger og tandplejere kan fortælle, at på Frøslev-Padborg Skole lider mange børn af syreskader. Og en mulig årsag til problemerne på denne skole kan skyldes byens nære beliggenhed til de mange fristende tilbud fra grænsebutikkerne, der sælger billig slik, juicer og sodavand i mega størrelser.

Projekt “Stop Syreskader – og huller i tænderne”
For at sætte fokus på syreskader har den kommunale tandpleje skudt projektet “Stop Syreskader” i gang på Frøslev-Padborg Skole. Projektet blev indledt den 2. juni med store tandbørstningsdag, hvor alle eleverne fik udleveret en vanddunk, tandbørste og tandpasta. Dernæst var der fælles tandbørstning i den store hal.

Fælles tandbørstning til morgensamlingen

Fælles tandbørstning til morgensamlingen

Projektet fortsætter hele juni måned, hvor den kommunale tandpleje vil forsøge at sætte fokus på syreskader og få tandbørstning på programmet hver morgen. Til morgensamlingerne vil eleverne løbende få mere information om hvordan de kan undgå syreskader.

Hver mandag og torsdag er der fælles tandbørstning imens eleverne får lov til at se på en power-point præsentation med billeder af syreskader, kost og tandbørsteinstruktion. Brochurer og andet oplysningsmateriale udleveres også til eleverne. Ligesom den kommunale tandpleje vil være til stede hver mandag og torsdag. Der vil de øvrige ugedage være fælles tandbørstning i klasselokalerne.

På skolens bibliotek vil der i hele perioden være en udstilling om kost og drikkevarer. I alt vil der være to udstillinger, en om sukker og en om PH-syre i drikkevarer. Projektgruppen har også lavet banner, plakater og brochurer til eleverne. Og en meddelelse er også sendt til hvert hjem om projektet.

Frøslev-Padborg Skole vil i perioden være fuldstændig fri for juicer, sodavand, og andre syreholdige drikke. Og skolens kantine, “Boden”, vil i perioden kun sælge vand og mælk – og andre ikke syreholdige drikke. Forældrene har også fået en opfordring om aktiv deltagelse, ligesom alle forældre er velkomne til arrangementerne.

Projektet slutter onsdag den 24. juni med fælles tandbørstning og evaluering af projektet. En del af projekt “Stop Syreskader – og huller i tænderne” vil tandplejen også bruge på andre skoler end Frøslev-Padborg Skolen, i det omfang det kan lade sig gøre.