Hvor dyrt er et besøg hos tandlægen egentlig?

13. oktober 2010  
Arkiveret i Nyheder

Hvad koster en almindelig undersøgelse hos tandlægen? Det er et spørgsmål, mange har svært ved at svare på, viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Tandlægeforeningen blandt 1.003 danskere.

Mange unge ved nemlig ikke, at en almindelig undersøgelse kun koster 83 kr., når man er 18-25 år, mens voksne over 25 år skal betale 142 kr. En tandrensning koster 178 kr.
Blandt deltagerne i undersøgelsen havde hver syvende ikke været til tandlæge de sidste to år. Af denne gruppe troede 47 pct., at et almindeligt tandeftersyn kostede mere end 300 kr. Faktisk mente næsten hver fjerde, at prisen måtte være over 400 kr.

Myter og gætterier
– Det viser, at opfattelsen af, at det er dyrt at gå til tandlæge, ofte er baseret på gætteri snarere end fakta, især blandt dem, der fravælger tandlægen. Der er tilsyneladende blevet opbygget en myte om tandlægernes priser, som de, der ikke går jævnligt til tandlæge, er blevet fanget af, siger Susanne Andersen.

Susanne Andersen, Formand for Tandlægeforeningen

Det manglende kendskab til prisen for et almindeligt tandlægebesøg gælder dog også 36 pct. af dem, som har været til tandlæge inden for de sidste to år.

– I Tandlægeforeningen finder vi det positivt, at et tandeftersyn er væsentligt billigere, end mange forventer. Men kun hvis det er med til at gøre oplevelsen hos tandlægen endnu bedre. For hvis den fejlagtige opfattelse af prisen får nogen til at holde sig væk fra tandlægen, er det særdeles uheldigt. De regelmæssige eftersyn har en forebyggende effekt og kan hjælpe til at opdage eventuelle problemer tidligt, så den enkelte kan undgå både store tandbehandlinger og store tandlægeregninger, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.

Det er et problem, at mange unge dropper de regelmæssige tandlægebesøg, og det gør Tandlægeforeningen nu noget ved med kampagnen tandfix.dk, der er målrettet unge på 18-25 år. Kampagnen skal fortælle de unge, at det kan have store konsekvenser at droppe tandlægebesøget, og at det faktisk bedre kan betale sig at gå regelmæssigt til tandlæge end at lade være.

5 kommentarer til artiklen

Tandfix.dk – kampagne til unge

6. oktober 2010  
Arkiveret i Nyheder

Tandlægeforeningen står bag en ny og anderledes online kampagne rettet mod unge. Tandfix.dk hedder portalen der med humor og ironi skal fange de unges interesse for deres egen tandsundhed.

Alt for mange unge dropper de regelmæssige besøg hos tandlægen. Det vil Tandlægeforeningen nu gøre noget ved med en kampagne, der er målrettet unge på 18-25 år. Kampagnen skal fortælle de unge, at det kan have store konsekvenser at droppe tandlægebesøget, og at det faktisk bedre kan betale sig at gå regelmæssigt til tandlæge end at lade være.

Tandfix.dk
Kampagnen, der starter den 23. august, er primært onlinebaseret og tager udgangspunkt i websitet TandFix.dk, hvor de unge kan gå ind i et univers, der er skabt på humor og ironi. Men de unge vil også støde på kampagnen på Facebook. Det eneste, de ikke vil støde på, er løftede pegefingre.

– Vores ønske er at gå i dialog med de unge og tage udgangspunkt i deres livssituation uden at tale ned til dem.

Tandfix.dk

Tandfeen der med humor skal nå ud til de unge

Vi ved, at mange unge synes, at de regelmæssige tandlægebesøg ikke er så nødvendige, fordi de ikke har nogen problemer med deres tænder og tandkød lige her og nu. Men som meget andet, så viser konsekvenserne sig ofte først senere i livet, udtaler Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.

Det er vigtigt at få taget tingene i opløbet, når det handler om sygdomme i tænder og mund. Hvis man venter, risikerer man både tandpine og omfattende behandling.

Det er også billigt at få et tjek hos tandlægen.

– Mange unge ved ikke, at en almindelig undersøgelse faktisk kun koster 83 kr., når man er 18-25 år, mens en tandrensning koster 178 kr. Det kan ikke betale sig at vente, siger Susanne Andersen.

I forbindelsen med kampagnens start vil tandlægestuderende i København og Århus tage ud på tekniske skoler og SOSU-uddannelsessteder og gå i dialog med de unge om deres tandplejevaner. Samtidig vil der blive hængt kampagneplakater op, og der vil blive delt poser ud med vand, flyers, tandbørste og tandpasta.

Kampagnen er blevet til med støtte fra Danske Regioner og er udviklet i samarbejde med kommunikationsbureauet NetPeople.

Besøg Tandfix.dk

Besøg Tandfix.dk på Facebook

5 kommentarer til artiklen

Giv dine tænder et længere liv

6. oktober 2010  
Arkiveret i Nyheder

En ny undersøgelse viser, at personer, der springer de regelmæssige tandlægebesøg over, har langt større risiko for at miste nogle af deres tænder, når de kommer op i 50-års-alderen og derover. Selvom tænderne ser pæne og fine ud her og nu, er det ikke nogen god idé bare at springe tandlægebesøgene over. Hvis man som ung undlader at gå regelmæssigt til tandlægen, kan konsekvenserne vise sig først senere i livet, viser undersøgelsen, der er gennemført i tilknytning til den store KRAM-undersøgelse (Kost, Rygning, Alkohol og Motion).

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at de 50-64-årige, der har været til tandlægen regelmæssigt, har bevaret væsentligt flere tænder end dem, der har sprunget besøgene over. Blandt dem der går regelmæssigt til tandlægen har 9 ud af 10 bevaret de fleste af deres tænder, når de er over 50 år, mens 20 % af dem, der ikke går regelmæssigt til tandlægen kun har bevaret 20 eller færre tænder, når de er over 50 år.

Behold dine tænder som ældre

Giv dine tænder et længere liv - gå regelmæssigt til tandlægen

Konsekvenserne ved at have få tænder i munden er bl.a.:

  • Nedsat tyggeevne
  • Læspen
  • Problemer med sammenfald i den nederste tredjedel af ansigtet, så man kommer til at se markant ældre ud, end man er.
  • Ekstra slid på de resterende tænder. Jo færre tænder man har tilbage, jo mere arbejde er der til de resterende tænder.
  • Det ser ikke pænt ud

Skriv en kommentar