Tandlægen skal vide alt om dit medicinforbrug

4. november 2009  
Arkiveret i Nyheder

Tandlægen har brug for at vide besked, hvis du tager medicin eller fejler noget. Mange patienter glemmer at oplyse om deres medicinforbrug, men det kan vise sig at være afgørende for resultatet af en tandbehandling, at tandlægen er informeret. Op mod hver tiende dansker tager blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper. Men mens blodpropperne forhindres kan der opstå et andet problem – nemlig øget tendens til blødning. Blødningen kan fx opstå, når patienten skal have trukket en tand ud eller foretaget en dybdegående tandrensning.

Det har i årevis været hel almindelig praksis, at patienter på blodfortyndende medicin skulle holde en pause i deres medicinforbrug, inden de skulle have foretaget et indgreb hos tandlægen. Nye undersøgelser viser nu, at der er større risiko ved at stoppe behandlingen end ved de blødninger, der evt. måtte opstå ved selve indgrebene, udtaler overtandlæge og specialtandlæge ved kæbekirurgisk afdeling på Glostrup Hospital Simon Storgård Jensen.

Tandlægerne skal i stedet for tage deres forholdsregler, når de behandler patienter i blodfortyndende behandling. Der er væsentligt og oftest relativt enkelt at få stoppet blødningen, inden patienten forlader klinikken. Talrige lægemidler kan endvidere være med til at øge blødningstendensen, og derfor er det vigtigt at vide besked, så man kan være ekstra påpasselig, især med brugen af smertestillende medicin og antibiotika, fremhæver Simon Storgård Jensen.

Et godt råd er derfor: Fortæl din tandlæge alt. Også selvom du ikke selv kan se, at den medicin du tager, har nogen relevans for din tandbehandling.

Vigtigheden af god kommunikation mellem tandlæge og patient bliver slået fast på Tandlægeforeningens Symposium, hvor Simon Storgård Jensen er blandt de mange oplægsholdere. Tandlægeforeningens Symposium finder sted den 6.-7. november i Århus på Radisson SAS Scandinavia Hotel. Lidt over 1.600 tandlæger og 600 klinikassistenter deltager i arrangementet, der har den medicinsk kompromitterede patient som hovedtema.