Bøjler til tandregulering
27. november 2019
Arkiveret i Artikler
Før i tiden var tandregulering noget der var forbeholdt børn, og man mente at det var for sent at få rettet tænder, når man blev lidt ældre. Men det har den teknologiske udvikling og nye bøjletyper lavet om på. I dag kan man få rettet tænder uanset alder.
Behandling
Behandlingstiden afhænger af hvor meget der skal rettes op på tænderne, og de fleste må regne med en behandlingstid på ca. 12 til 18 måneder. I perioden skal man regelmæssigt til kontrol hos tandlægen, hvor tandstillingen kontrolleres og bøjlen strammes op. Man må regne med et kontrolbesøg hos tandlægen hver måned.
Efter endt behandling med bøjle, må man regne med at skulle gøre brug af en skinne til natbrug, for at fastholde tænderne i den nye stilling. Nogle får også monteret en tynd tråd på bagsiden af fortænderne.
Priser
Prisen for en behandling med fast stålbøjle afhænger af hvor meget arbejde der skal laves og vil typisk ligge mellem 25.000 og 40.000 kroner hos en praktiserende specialtandlæge i ortodonti. Ønskes der særlige kosmetiske bøjler, må man påregne en ekstra udgift. En gennemsigtig keramisk bøjle vil typisk koste mellem 4.000 og 5.000 kroner ekstra pr. kæbe, og en indvendig bøjle koster ca. 20.000 kroner ekstra pr. kæbe.
Bøjletyper
De almindelige metal/stålbøjler, ofte kaldet “togskinner” i folkemunde, er stadigvæk de mest effektive bøjler. Og dermed kan man regne med at skulle døjes med bøjlerne i kortere tid, end hvis man vælger en af de mere kosmetisk acceptable bøjler. Og det er også den billigste behandlingsmulighed.
Der findes både faste bøjletyper, som stålbøjlen er et godt eksempel på. Og så findes der også skinnere, som ikke bliver monteret faste i tænderne. De fleste voksne må dog forvente, at det bliver nødvendigt med en fastsiddende bøjle.

Metal-/Stålbøjlen
Metal- eller stålbøjler
Dette er den traditionelle bøjle, som de fleste af os kender til, som måske ikke altid er specielt køn at se på. Men den er stadigvæk den mest effektive bøjle. Og med den opnår man den hurtigste og typisk også billigste behandling.

Guldbøjlen
Guldbøjler
Guldbøjlen adskiller sig ikke væsentligt fra de almindelige stålbøjler, ud over at farven naturligvis er anderledes. Det er nok en smagssag for den enkelte, om man vil gøre brug af en guldbøjle i stedet for en almindelig stålbøjle.

Damon bøjlen
Damon bøjler
Damon er navnet på en producent af bøjler, som har videreudviklet den traditionelle stålbøjle, således at der kan udføres flere behandlingsmuligheder. En af de væsentligste fordele for patienten er, at de har udviklet en låsemekanisme, så patienten ikke generes så meget af elastikker eller ståltråde, som skal holde den gennemgående ståltråd på plads.
Den nye Damon 3 bøjle er delvist gennemsigtig, og kan ses i højre side af billedet.

Gennemsigtig bøjle
Gennemsigtige keramiske bøjler
Man kan også få helt gennemsigtige keramiske bøjler, som ikke er så synlig som stålbøjlerne. Der må dog påregnes lidt længere behandlingstid.

Indvendig bøjle
Indvendig bøjle
En anden mulighed er at placere stålbøjlen på bagsiden af tænderne. Men det er en dyr og teknisk vanskelig løsning.

Invisalign bøjlen
Gennemsigtig skinne
Man kan også få gennemsigtige plastskinnere, som man så bærer på tænderne det meste af døgnets 24 timer. Disse skinnere skal så udskiftes med jævne mellemrum. Dette er en meget dyr løsning, og prisen må forventes at ligge på omkring 50.000 kroner hos en praktiserende specialtandlæge.
Du kan læse mere om de gennemsigtige plastskinnere her: invisalign
Læs mere om Invisalign behandling og priser her
Scandefa 2011, Scandinavian Dental Fair
5. marts 2011
Arkiveret i Events
SCANDEFA (Scandinavian Dental Fair) er den årlige skandinaviske fagmesse for tandlægeteamet og dentalbranchen. Messen forbinder ny viden om produkter, forskning og beklædning, og har mere end 10.000 besøgende fra Skandinavien og øvrige lande, samt over 150 udstillere.
Parallelt med messen SCANDEFA, som arrangeres af Bella Center, afholdes Årskursus, arrangeret af Tandlægeforeningen (www.tandlaegeforeningen.dk).
DELTAGERE
SCANDEFA 2011 er en fagmesse for tandlæger, klinikassistenter, tandteknikere, tandplejere og branchefolk.
REGISTRERING
Der er tilgang til online registrering 1 måned før åbning af SCANDEFA 2011.
BESØGERREGISTRERING TIL SCANDEFA 2011 ER NU ÅBEN!
ÅBNINGSTIDER
7.-9. april 2011
Torsdag 7. april 10.00-18.00
Fredag 8. april 09.00-18.00
Lørdag 9. april 09.00-15.00
Se video fra messen
KONTAKT
Christian Olrik, col@bellacenter.dk
Bella Center, direkte tlf. 32 47 21 25
Om Scandefa
SCANDEFA blev afholdt første gang i 1968 i Bella Center på Bellahøj i København som en del af Tandlægeforeningens Kursusnævns største årlige efteruddannelseskursus for medlemmerne. I 1976 flyttede messe og kursus til Bella Center på den nutidige adresse på Amager.
Tandlægeforeningens Kurser
Tandlægeforeningen startede kurset i 1934 på bl.a. Mercur Hotel i København med en meget lille udstillingsdel, og arrangementet flyttede, som nævnt ovenfor, til Bella Center i 1968. Til og med 1982 lå arrangementet altid primo januar og hed Januarkursus – fra 1983 flyttede arrangementet til marts under navnet Årskursus.
Hvor dyrt er et besøg hos tandlægen egentlig?
13. oktober 2010
Arkiveret i Nyheder
Hvad koster en almindelig undersøgelse hos tandlægen? Det er et spørgsmål, mange har svært ved at svare på, viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Tandlægeforeningen blandt 1.003 danskere.
Mange unge ved nemlig ikke, at en almindelig undersøgelse kun koster 83 kr., når man er 18-25 år, mens voksne over 25 år skal betale 142 kr. En tandrensning koster 178 kr.
Blandt deltagerne i undersøgelsen havde hver syvende ikke været til tandlæge de sidste to år. Af denne gruppe troede 47 pct., at et almindeligt tandeftersyn kostede mere end 300 kr. Faktisk mente næsten hver fjerde, at prisen måtte være over 400 kr.
Myter og gætterier
– Det viser, at opfattelsen af, at det er dyrt at gå til tandlæge, ofte er baseret på gætteri snarere end fakta, især blandt dem, der fravælger tandlægen. Der er tilsyneladende blevet opbygget en myte om tandlægernes priser, som de, der ikke går jævnligt til tandlæge, er blevet fanget af, siger Susanne Andersen.

Susanne Andersen, Formand for Tandlægeforeningen
– I Tandlægeforeningen finder vi det positivt, at et tandeftersyn er væsentligt billigere, end mange forventer. Men kun hvis det er med til at gøre oplevelsen hos tandlægen endnu bedre. For hvis den fejlagtige opfattelse af prisen får nogen til at holde sig væk fra tandlægen, er det særdeles uheldigt. De regelmæssige eftersyn har en forebyggende effekt og kan hjælpe til at opdage eventuelle problemer tidligt, så den enkelte kan undgå både store tandbehandlinger og store tandlægeregninger, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.
Det er et problem, at mange unge dropper de regelmæssige tandlægebesøg, og det gør Tandlægeforeningen nu noget ved med kampagnen tandfix.dk, der er målrettet unge på 18-25 år. Kampagnen skal fortælle de unge, at det kan have store konsekvenser at droppe tandlægebesøget, og at det faktisk bedre kan betale sig at gå regelmæssigt til tandlæge end at lade være.
Tandfix.dk – kampagne til unge
6. oktober 2010
Arkiveret i Nyheder
Tandlægeforeningen står bag en ny og anderledes online kampagne rettet mod unge. Tandfix.dk hedder portalen der med humor og ironi skal fange de unges interesse for deres egen tandsundhed.
Alt for mange unge dropper de regelmæssige besøg hos tandlægen. Det vil Tandlægeforeningen nu gøre noget ved med en kampagne, der er målrettet unge på 18-25 år. Kampagnen skal fortælle de unge, at det kan have store konsekvenser at droppe tandlægebesøget, og at det faktisk bedre kan betale sig at gå regelmæssigt til tandlæge end at lade være.
Tandfix.dk
Kampagnen, der starter den 23. august, er primært onlinebaseret og tager udgangspunkt i websitet TandFix.dk, hvor de unge kan gå ind i et univers, der er skabt på humor og ironi. Men de unge vil også støde på kampagnen på Facebook. Det eneste, de ikke vil støde på, er løftede pegefingre.
– Vores ønske er at gå i dialog med de unge og tage udgangspunkt i deres livssituation uden at tale ned til dem.
Vi ved, at mange unge synes, at de regelmæssige tandlægebesøg ikke er så nødvendige, fordi de ikke har nogen problemer med deres tænder og tandkød lige her og nu. Men som meget andet, så viser konsekvenserne sig ofte først senere i livet, udtaler Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.
Det er vigtigt at få taget tingene i opløbet, når det handler om sygdomme i tænder og mund. Hvis man venter, risikerer man både tandpine og omfattende behandling.
Det er også billigt at få et tjek hos tandlægen.
– Mange unge ved ikke, at en almindelig undersøgelse faktisk kun koster 83 kr., når man er 18-25 år, mens en tandrensning koster 178 kr. Det kan ikke betale sig at vente, siger Susanne Andersen.
I forbindelsen med kampagnens start vil tandlægestuderende i København og Århus tage ud på tekniske skoler og SOSU-uddannelsessteder og gå i dialog med de unge om deres tandplejevaner. Samtidig vil der blive hængt kampagneplakater op, og der vil blive delt poser ud med vand, flyers, tandbørste og tandpasta.
Kampagnen er blevet til med støtte fra Danske Regioner og er udviklet i samarbejde med kommunikationsbureauet NetPeople.
Besøg Tandfix.dk
Besøg Tandfix.dk på Facebook
Giv dine tænder et længere liv
6. oktober 2010
Arkiveret i Nyheder
En ny undersøgelse viser, at personer, der springer de regelmæssige tandlægebesøg over, har langt større risiko for at miste nogle af deres tænder, når de kommer op i 50-års-alderen og derover. Selvom tænderne ser pæne og fine ud her og nu, er det ikke nogen god idé bare at springe tandlægebesøgene over. Hvis man som ung undlader at gå regelmæssigt til tandlægen, kan konsekvenserne vise sig først senere i livet, viser undersøgelsen, der er gennemført i tilknytning til den store KRAM-undersøgelse (Kost, Rygning, Alkohol og Motion).
Resultaterne fra undersøgelsen viser, at de 50-64-årige, der har været til tandlægen regelmæssigt, har bevaret væsentligt flere tænder end dem, der har sprunget besøgene over. Blandt dem der går regelmæssigt til tandlægen har 9 ud af 10 bevaret de fleste af deres tænder, når de er over 50 år, mens 20 % af dem, der ikke går regelmæssigt til tandlægen kun har bevaret 20 eller færre tænder, når de er over 50 år.

Giv dine tænder et længere liv - gå regelmæssigt til tandlægen
Konsekvenserne ved at have få tænder i munden er bl.a.:
- Nedsat tyggeevne
- Læspen
- Problemer med sammenfald i den nederste tredjedel af ansigtet, så man kommer til at se markant ældre ud, end man er.
- Ekstra slid på de resterende tænder. Jo færre tænder man har tilbage, jo mere arbejde er der til de resterende tænder.
- Det ser ikke pænt ud
Børn og unge har sundere tænder
29. september 2010
Arkiveret i Nyheder
Indsatsen i børne- og ungdomstandplejen bærer nu frugt, og nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at tandsundheden bliver bedre og bedre hos landets børn og unge. De nye tal viser, at hele tre ud af ti 18-årige aldrig har følt tandlægens bor i en tand. I 1990 var det en ud af hver tiende 18-årig som aldrig havde haft huller i tænderne, der krævede behandling med bor.
Blandt de 18-årige, der har fået behandlet huller i tænderne, har de fleste kun fået lagt fyldninger i op til fire tandflader. Også her er der tale om en markant forbedring i forhold til 1990.
For de 15-årige er det muligt at følge udviklingen helt tilbage til 1980/81. Dengang havde de 15-årige i gennemsnit fyldninger i 13,2 tandflader. De nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at det tilsvarende tal opgjort i 2009 er 2,33.

Tre ud af ti børn har aldrig fået boret i sine tænder
Opgjort på regioner er tandsundheden blandt børn og unge bedst i Region Hovedstaden efterfulgt af Region Sjælland og Region Midtjylland. Region Nordjylland og Region Syddanmark indtager henholdsvis fjerde- og femtepladsen.
Tandlægeforeningens formand Susanne Andersen glæder sig over den positive udvikling, men advarer samtidig mod at nedprioritere indsatsen i børne- og ungdomstandplejen.
– Jeg er ikke i tvivl om, at den store forebyggelsesindsats inden for børne- og ungdomstandplejen har medvirket til, at børn og unge har så sunde tænder i dag. Men selv om gennemsnitstallene er flotte, er der desværre stadig børn, der har mange huller i tænderne. Og så har vi fået nyt tandsundhedsproblem, nemlig syreskader på tandemaljen som følge af det stadigt større forbrug af cola og andre læskedrikke, siger Susanne Andersen.
Ifølge tandlægernes formand har nogle børn brug for at komme til tandlæge meget ofte, mens der også er børn med sunde tænder og tandkød, der af deres tandlæge vurderes til kun at skulle have et tjek med 1-2 års mellemrum.
– Indsatsen er i dag langt mere målrettet og individuelt tilpasset end dengang, hvor man indkaldte alle hver sjette måned, fastslår Susanne Andersen.
Snyd med guld i tandkroner
1. september 2010
Arkiveret i Nyheder
Firmaet Oversea Labs, som over 900 danske tandlæger anvender, og mange har anvendt i årtier, er blevet afsløret i at fuske med blandt andet guldindholdet i kronerne. Det er DR nyhedsmagasinet 21 Søndag – med hjælp fra en tandlæge, der kunne afsløre den formodede svindel.
Billige tandkroner fra Kina
Kronerne fra Oversea Labs er primært fremstillet i Kina, hvor lønningerne er væsentligt lavere end eksempelvis i Danmark. Og det er en af de væsentligste forklaringer på firmaets store succes.
Dette får nu overtandlæge Ulla Pallesen fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet til at rette en skarp kritik mod firmaets metoder.
“Jeg forstår måske lidt bedre, hvorfor disse kroner kan sælges så billigt. Hvis man snyder med guldet, kan man jo sagtens sælge det billigere. Det, at der er så meget mindre guld i, det betragter jeg som en meget alvorlig sag”, siger overtandlæge Ulla Pallesen.
Det er dog ikke kun Oversea Labs der får fremstillet tandkroner og andre tanderstatninger i Kina. Det er en forretningsmodel der anvendes af flere andre danske leverandører af kroner, broer og andre tanderstatninger.
Spor af Nikkel og Bly i tandkronerne
Et er at der muligvis er blevet snydt med indholdet af guld i tandkronerne, men i undersøgelsen som 21 Søndag fik foretaget, via det uafhængige laboratorium Force Technology, blev der også fundet rester af både nikkel og bly i kronerne, stoffer som slet ikke burde være at finde i tandkroner. Dette har medført at Lægemiddelstyrelsen nu vil undersøge, om tandkronerne udgør en sundhedsrisiko for patienterne.

Overtandlæge bekymret over hvilke metaller der anvendes til tandkroner
“Vi er bekymret for, at kronerne, ud over at være billigt lavet, også kan skade folk. Hvis vi finder ud af, at de gør det, tager vi kontakt til de tandlæger, som har købt kronerne og givet dem videre til patienter”, siger Christian Howard-Jessen.
Også overtandlæge Ulla Pallesen fra Københavns Universitet udtrykker bekymring over hvad der så ellers er puttet i tandkronerne.
“Så kunne jeg være bekymret for, om de lever op til andre aftaler om, hvilke ubehagelige metaller der også kunne være deri”, udtaler Ulla Pallesen til 21 Søndag.
Politianmeldelse på vej
Oversea Labs, også kendt som PTL, kan med stor sandsynlighed forvente en politianmeldelse fra Lægemiddelstyrelsen. Er der snydt med mængden af guld i tænderne, så er der tale om svindel, og det vil unægteligt ende med en politianmeldelse.
“Nu skal vi høre, hvad firmaet siger i interviewet, men min vurdering er, at indrømmelsen var så omfattende, at vi vil gå videre med sagen”, siger Christian Howard-Jessen, kommunikationschef i Lægemiddelstyrelsen.
Ifølge Oversea Labs skulle kronerne indeholde 75 procent guld, men 21 Søndag har altså afsløret at guld procenten kan være helt nede på 27 procent. Ingen af de 5 testede tandkroner levede op til de anførte 75 procent.
“Der var fra 27 til 54 procent guld i tænderne, så det må man jo sige er en væsentlig afvigelse fra specifikationen”, siger afdelingsleder hos Force Technology, Ole Bundgaard.
Oversea Labs
Firmaet Oversea Labs er en gigant på det danske marked for tandkroner, og leverer årligt ca. 5.000 tandkroner til tandlæger i Danmark, ud over at der også er et eksportmarked på tanderstatningerne fra firmaet til både Grønland, Færøerne og også andre lande.
Udsendelsen fra 21 Søndag den 30. august 2010 kan ses her:
http://www.dr.dk/DR1/soendag/Udsendelser/2010/0830104333.htm
Sammenhæng mellem trang til søde sager og alkoholisme
4. august 2010
Arkiveret i Nyheder
I følge en ny amerikansk undersøgelse, kan der meget vel være sammenhæng mellem alkoholisme i et barns familie, samt barnets egen opfattelse af depression, og barnets trang til slik og andre søde sager. Det viser netop offentliggjort forskning i tidsskriftet Addiction.
De amerikanske forskere undersøgte sødme-præferencen hos børn med genetisk disposition for alkoholisme, og kom frem til at alkohol og sød smag formår at aktivere mange af de samme “belønningskredsløb” i hjernen. Undersøgelsen omfattede også børn med depressive symptomer, for at se om de fik sat gang i de samme “belønningskredsløb” med søde sager.
I studiet deltog 300 børn mellem 5 og 12 år og deres mødre. Børnene fik lov til at smage på fem koncentrationer af sucrose (sukker) i vand, imens forskerne, ud fra et spørgeskema, bedømte børnenes evt. depressive tilstande. Det blev også noteret hvilken koncentration af sukkervand de enkelte børn syntes bedst om. Mødrenes deltagelse i studierne bestod i at besvare spørgsmål om alkoholisme i familien.
Den mest intense sødme, af de fem forskellige varianter sukkervand, bestod af 24 % sucrose, hvilket svarer til ca. 14 tsk. sukker i en kop vand. Resultatet viste, at ud af de 300 børn der deltog i undersøgelsen, var der 37 børn der syntes bedst om den mest intense sødme. Det viste sig, at disse 37 børn havde både alkoholisme i familien og egne symptomer på depression. Intensiteten på den sødeste blanding var en tredjedel sødere end den, de øvrige børn i undersøgelsen foretrak.
Forskerne uderstreger dog, at en præference for sødt som barn ikke nødvendigvis betyder en øget risiko for alkoholisme senere i livet, skriver Tandlægebladet.
Mennella JA, Pepino MY, Lehmann-Castor SM, Yourshaw LM. Sweet preferences and analgesia during childhood: Effects of family history of alcoholism and depression. Addiction 2010; 105: 666-75.
”Sød” kulturel baggrund påvirker småbørns cariesrisiko
10. april 2010
Arkiveret i Nyheder
Hvis mor og far har en kort uddannelse eller ikke-vestlig baggrund er risikoen for caries hos børn markant større end hos gennemsnittet. Det viser en ny norsk undersøgelse, offentliggjort i Community Dentistry and Oral Epidemiology.
I undersøgelsen fik 523 børn foretaget tandundersøgelse, mens forældrene besvarende spørgsmål om socioøkonomiske forhold og om egne tandplejevaner. I gruppen af forældre med ikke vestlig baggrund og kort uddannelse havde børnene henholdsvis ni og tolv gange så stor risiko for begyndende caries i emaljen og tandbenet. Dette skyldes et for stort sukkerindtag og manglede regelmæssig tandbørstning.
Ikke-vestlig baggrund og kort uddannelse
“I gruppen forældre med ikke vestlig baggrund og kort uddannelse havde børnene henholdsvis ni og 12 gange så stor sandsynlighed for at have begyndende caries i emaljen og i dentinen. Men konfidensintervallerne for disse sandsynligheder var ganske store, dvs. behæftet med en del usikkerhed – og man skal også lægge mærke til, at det drejer sig om 24 børn ud af i alt 523”, siger Dorthe Holst, professor i samfundsodontologi ved Oslo Universitet, og tilføjer:
“Meget tyder på, at der ligger en »sød«, og ikke alt for systematisk tandbørstekultur bag tallene. Småbørnskulturen i en del ikke vestlige familier er anderledes end det, der efterhånden karakteriserer de fleste nordiske. Vi finder også høj cariesaktivitet blandt norske børn, men det er snarere en mestrings- end en kulturudfordring. Heldigvis har undersøgelser af samme problemstilling, blandt 14-16-årige børn og unge i Oslo, vist, at forskellene viskes ud. En god og respektfuld kommunikation med de aktuelle risikofamilier skulle kunne give gode resultater”.
Læs mere i Tandlægebladet nr. 4 2010 eller på www.tandlaegebladet.dk
Bedre mundhygiejne kan redde respiratorpatienters liv
10. april 2010
Arkiveret i Nyheder
En af de hyppigste komplikationer hos patienter på hospitalernes intensivafdelinger er lungebetændelse. Lungeinfektion i forbindelse med respiratorbehandling rammer ikke alene ældre mennesker, men svækkede patienter i alle aldre. I en stor amerikansk undersøgelse, som for nylig er publiceret i American Journal of Critical Care, har forskere undersøgt effekten af at udføre udvidet mundhygiejne med bl.a. sug, rensning og tandbørstning to gange dagligt på respiratorbehandling.
I mange tilfælde er det nemlig bakterier fra mundhulen som er årsag til komplikationerne – og grundig mundhygiejne kan ifølge undersøgelsen nedsætte risikoen for lungebetændelsen og de deraf følgende omkostninger, skriver Tandlægebladet.
Læs mere i Tandlægebladet nr. 4 2010 eller på www.tandlaegebladet.dk





